Den italienske komponist Giacomo Puccini (1858-1924) komponerede sin messe, da han kun var 18 til 21 år gammel. Det er hans første større værk – og afgangskomposition fra konservatoriet ”Istituto Musicale Pacini” i Lucca, hans toskanske fødeby.
Værket blev opført i 1880, hvorefter det gik i glemmebogen – og først igen opført i 1952. Det er siden da blevet et meget populært værk med mange opførelser og flere indspilninger.
Puccinis ”Messa di Gloria” er – trods navnet - en hel messe. Den er det eneste større kirkemusikalske værk, som Puccini har komponeret. Han er bedst kendt som operakomponist med operaer som ”La Bohème”, ”Tosca”, ”Madame Butterfly” og ”Turandot”, der alle har gået deres sejrsgang over hele verden.
Puccinis messe bærer i høj grad præg af hans sans for at komponere operamusik. Det kirkelige element træder mange steder tilbage for dramatiske, operalignende forløb, som vi i Nordeuropa ikke just forbinder med kirkemusik. Det er en festlig og glad messe, glansfuld og udadvendt. Flere af temaerne kan man synge med på, første gang man hører dem.
Puccini benævnte messen ”Messa à Quattro Voci” altså fire-stemmig messe. Da værket blev genopdaget i 1951, fik det tilnavnet ”Messa di Gloria”, fordi Gloria-delen har fået en overraskende og lang udformning. Denne del udgør ca. halvdelen af værket, en helt usædvanlig bredde og vægt. Det indledende tema, som mest af alt minder om en glad børnesang, dukker op igen og igen, i nye udformninger, og hele Gloria-satsens afslutning er så pompøs, at den mest af alt ligner afslutningen på en opera, lige dér hvor tæppet går ned for sidste gang.
Til gengæld er Credo-satsen mindre i anlægget, med mange afsnit, heraf nogle hvor koret synger enstemmigt sammen. Det dragende og storslåede ved en sådan bred, enstemmig sang er et virkemiddel, som Puccini lærte af Verdi. Messens afsluttende sats, Agnus Dei, er helt enkel og let, uden romantisk hang til stærke sluteffekter. Den stille slutning understreger tekstens ”Dona Nobis Pacem” (”Giv os fred”).
Værket blev opført i 1880, hvorefter det gik i glemmebogen – og først igen opført i 1952. Det er siden da blevet et meget populært værk med mange opførelser og flere indspilninger.
Puccinis ”Messa di Gloria” er – trods navnet - en hel messe. Den er det eneste større kirkemusikalske værk, som Puccini har komponeret. Han er bedst kendt som operakomponist med operaer som ”La Bohème”, ”Tosca”, ”Madame Butterfly” og ”Turandot”, der alle har gået deres sejrsgang over hele verden.
Puccinis messe bærer i høj grad præg af hans sans for at komponere operamusik. Det kirkelige element træder mange steder tilbage for dramatiske, operalignende forløb, som vi i Nordeuropa ikke just forbinder med kirkemusik. Det er en festlig og glad messe, glansfuld og udadvendt. Flere af temaerne kan man synge med på, første gang man hører dem.
Puccini benævnte messen ”Messa à Quattro Voci” altså fire-stemmig messe. Da værket blev genopdaget i 1951, fik det tilnavnet ”Messa di Gloria”, fordi Gloria-delen har fået en overraskende og lang udformning. Denne del udgør ca. halvdelen af værket, en helt usædvanlig bredde og vægt. Det indledende tema, som mest af alt minder om en glad børnesang, dukker op igen og igen, i nye udformninger, og hele Gloria-satsens afslutning er så pompøs, at den mest af alt ligner afslutningen på en opera, lige dér hvor tæppet går ned for sidste gang.
Til gengæld er Credo-satsen mindre i anlægget, med mange afsnit, heraf nogle hvor koret synger enstemmigt sammen. Det dragende og storslåede ved en sådan bred, enstemmig sang er et virkemiddel, som Puccini lærte af Verdi. Messens afsluttende sats, Agnus Dei, er helt enkel og let, uden romantisk hang til stærke sluteffekter. Den stille slutning understreger tekstens ”Dona Nobis Pacem” (”Giv os fred”).